Kvisten
Se video om Kvisten her.
Kvisten
Kvisten er en del af Gentofte Ungdomsskole, og er et lille udskolingstilbud med en almenfaglig profil for normaltbegavede, men sårbare børn i Gentofte Kommune, der ikke har trivedes i folkeskolen eller på andet måde er blevet ramt af livet.
Eleverne får ikke øremærkede støttetimer, da støtten og den særlige opmærksomhed ligger i de mindre rammer med 10 elever og tre lærere. Der er almindelig klasseundervisning, men med god tid til alle.
Vi har en forudsigelig og struktureret hverdag i små, trygge rammer. Der bliver taget hensyn til den enkelte elevs sociale, personlige og faglige formåen.
I Kvisten undervises der i folkeskolens fag, med undtagelserne idræt, fransk og valgfag. Man kan fritages for undervisning i relevante fag. Vi sigter mod at føre eleverne til FP9 i dansk, engelsk, matematik og naturfag (geografi, biologi og fysik/kemi).
I Kvisten skal det være rart at gå i skole, og vi arbejder på at give succesoplevelser, troen på egne evner, igen at kunne gå stabilt i skole og trives i en social sammenhæng. Vi forsøger at skabe en ny skolehistorie med positivt fortegn.
Vi går meget op i relationen mellem lærer og elev. Den gode relation til en voksen på skolen kan være med til at gøre det lettere at overskue og tåle de forandringer og udfordringer, som indtræder i løbet af et skoleår, fx fremlæggelser, terminsprøver, ekskursioner, fællesarrangementer på skolen eller køkkenfag. Vi giver eleverne det lille ”skub i ryggen”, som indimellem er nødvendigt.
Eleverne tilbydes kontaktlærersamtale, og vi vægter samarbejdet med forældrene og den unges netværk højt.
Indmeldelse foregår gennem kommunens visitationsudvalg på baggrund af en pædagogisk psykologisk vurdering. Når der peges på Kvisten, starter et samarbejde mellem Kvisten, forældre, PPR og evt. afgivende skole eller andre relevante instanser, for at skabe den bedst mulige skolestart. Vi har løbende optag fem gange hen over skoleåret - i forbindelse med sommerferie, efterårsferie, vinterferie, påskeferie og start juni.
For nærmere information, kontakt afdelingsleder Jesper Thanning, tlf.: 3055 4292
e-mail: jth@gentofte.dk
Gentofte Ungdomsskole
Bregnegårdsvej 21b, 2900 Hellerup, +45 39985400