Fritid og Fællesskaber!
”Der er gode fællesskaber her, og man kan møde elever fra andre skoler. Det er meget federe end at sidde med sin telefon derhjemme”.
”Det er megahyggeligt at gå på Ungdomsskolens hold. Der er søde mennesker. Og der er megen rummelighed”.
Sådan sagde to af vores elever til Gentofte Lige Nu, da de bragte en artikel om det at gå til fritidsundervisning i Ungdomsskolen.
I Ungdomsskolen kan du gå til forskellige fritidsaktiviteter, hvor du kan lære nyt eller mere om noget, du brænder for samt møde andre unge med samme interesser.
Ifølge loven skal ”Ungdomsskolen (…) give unge mulighed for at fæstne og uddybe deres kundskaber, give dem forståelse af og dygtiggøre dem til samfundslivet og bidrage til at give deres tilværelse forøget indhold samt udvikle deres interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund.”
Vi har mange forskellige hold under overskrifterne
* Bevægelse & Adventure
* Boost de boglige fag
* Få bevis på det
* Gourmet
* Krop & Sjæl
* Medie & Teknologi
* Musik & Kreativitet
* Ung og højt begavet
På gentofteung.dk kan du læse mere og tilmelde dig holdene. Her kan du også finde information om sæsonstart og hvornår der åbnes for tilmelding. Vi har en forårssæson og en efterårssæson. Nogle hold kører et helt skoleår, mens andre kører et halvt eller blot et begrænset antal gange. Du kan tilmelde dig så mange hold, som du har tid til
Fritidsholdene i Ungdomsskolen er et kommunalt tilbud til unge mellem 13 og 17 år, der enten bor eller går i skole i kommunen. Enkelte hold er også åbne for dig, der går i 6. klasse.
Det er gratis at deltage i undervisningen, dog kan der være egenbetaling på materialer eller i forbindelse med ture og rejser.
Hvis du har gode idéer til et nyt hold, er du altid velkommen til at skrive til ungdomsskolen@gentofte.dk
Du er også altid velkommen til at ringe til os på 39985400 eller kontakte leder af fritidsafdelingen, Christina Hasager, chs@gentofte.dk